Guess who’s back !

Ja det er nemlig mig ! Hurra! 🙂

Det er godt nok ved at være noget tid siden sidst, jeg har blogget herinde.
Det har været en meget lang periode uden noget som helt overskud til at dele ud af livet, eller inspiration for den sags skyld.

Men nu tænker jeg at jeg så småt vil i gang igen med at blogge.
Også fordi at jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor der sker meget, og der er noget at dele ud af.

 

Sagen er den at jeg nu på 14 måned er sygemeldt, da jeg desværre har 2 diskusprolapser i lænden.
Det har sat hele mit liv, og min karrierer på pause, hvilket er utrolig frustrerende og til tider stressende.
At se alle ens venner og veninde, købe hus og få børn kan godt være hårdt, når man ikke selv har så meget at gøre med.

Jeg er pt. igang med en jobpraktik for at se hvor mange timer jeg kan arbejde, og som det ser ud nu, kommer jeg nok op på omkring 30 timer.
Det er ikke meget, og ville da også ønske at min krop kunne følge med, og liiiiige tage det sidste, men sådan fungerer det ikke.
Jeg har mange kroniske nervesmerter som følger af diskusprolapserne, og det føles som at blive sat ild til, mens man bliver dolket i benet. (og ved godt jeg hverken har været sat ild til, eller har prøvet at blive dolket, men sådan man forestiller sig det i hvertfald.) Det er altså ikke for sjov. Puha siger jeg bare. Udover nervesmerterne,  er der også nogle gener med ryggen, som ikke helt vil som jeg vil.
Alt det her gør at energiniveauet er helt i bund, og jeg til tider kunne sove hele dagen hvis jeg måtte. Og humøret kan svinge meget, alt efter smerte niveau og træthed.

Det er dog vigtigt ikke at svælge i sin egen medlidenhed, og komme ud og gå, se venner og deltage i arrangementer. Det er ikke altid lige nemt når ens krop skriger og man egentlig bare gerne vil ligge derhjemme og se Netflix.

Men det vigtigste er at jeg prøver!

 

 

Før jeg selv blev ramt, kendte jeg ikke rigtig til Diskusprolapser eller forløbet man gennemgår.
Alles historier er forskellige, og nogle mennesker mærker dem slet ikke, og andre skal ligefrem opereres fordi de mister følingen med hele kroppen.

Jeg er havnet lidt imellem de “to stole” da jeg på alle måder kan mærke mine prolapser og de ting de har ført med, men jeg er ikke opereret.
Jeg er kommet hertil med det man kalder en konservativ behandling. Dvs. kommunal genoptræning, kiropraktor behandlinger, smertestillende og hårdt hårdt arbejde.
Det kan være svært for ens omgangskreds og medmennesker at se hvad man går igennem, da man ikke altid kan se at der er noget galt. Jeg har dog nogle helt utroligt gode venner, og en mand der støtter mig, så meget han kan. Det sætter jeg SÅ meget pris på !

Dog er der også typerne som ikke helt forstår.
Jeg bliver nogle gange mødt, af folk som ikke umiddelbart kan forstå hvorfor jeg ikke “bare tager mig sammen” eller “træner noget mere”. Det er på ingen måde sikkert at hvad der hjalp din faster Jonna, vil hjælpe mig. Alle prolaps forløb er individuelle, husk det.

Jeg er typen der ikke snakker meget om min situation og sygdom, for hvad kommer der dog ud af det?

Men nok om det.
Jeg vil gerne dele lidt mere ud af min hverdag og hvordan det generelt er at være mig. Både i mit private- og mit arbejdsliv 🙂

– Ida Tanita